I dag indgår gule ærter, kidneybønner, kikærter og linser kun med 10 gram pr. dag i danskernes måltider, men målet fra de officielle Kostråd er at øge dette til 100 gram om dagen. Bælgfrugter har betydning for både klima og sundhed, og derfor deltager Sønderborg Kommune i det landsdækkende projekt Dansk BælgBoost, der skal styrke produktionen og brugen af danske og lokale bælgfrugter i hverdagen.
Projektet, finansieret af Plantefonden, involverer aktører fra hele værdikæden, herunder forsknings- og innovationsinstitutioner som SEGES Innovation, SDU, fødevarevirksomheder, landmænd og kommuner. En del af projektet udføres i Sønderborg Kommune, som modtager to mio. kr. over fire år til at afprøve nye måder at anvende danske bælgfrugter i de kommunale køkkener. Formålet er at identificere, hvad der skal til for at øge brugen af lokalt dyrkede bælgfrugter i køkkenerne og hos borgerne.
Et andet fokus er, hvordan linser og andre bælgfrugter kan dyrkes og forarbejdes lokalt og regionalt. Udfordringer i produktionen af danske bælgfrugter undersøges, samtidig med at flere lokale landmænd viser interesse for at dyrke dem og afprøve lokal forarbejdning, så fødevarerne kan leveres til de lokale køkkener.
Projektet skal endvidere teste, hvordan de kommunale køkkener bedst kan arbejde med de lokale bælgfrugter, og hvordan borgerne kan motiveres til at få flere bælgfrugter som en del af dagligdagen. Kommunen forventer i de kommende år at kunne aftage lokalt producerede bælgfrugter med et lavere klimaaftryk.
FAKTA om Dansk BælgBoost:
- SEGES Innovation er hovedansøger i projektet.
- 11 partnere deltager på tværs af værdikæden: SEGES Innovation P/S, Edgy Foods ApS, Sønderborg Kommune, Vejen Kommune, Kolding Kommune, Aarhus Universitetshospital, Syddansk Universitet, Innovationscenter for Økologisk Landbrug P/S, Teknologisk Institut, Food Bornholm F.M.B.A. og Gl. Buurholt ApS.
- Mindst 10 landmænd i hele Danmark får mulighed for at dyrke linser og afsætte dem lokalt og regionalt i projektet.
- Projektet er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer.
- Projektet løber frem til udgangen af 2029.
https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=0548278521