I Sønderborg er lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner gået sammen om at styrke byens digitale udvikling. Baggrunden for initiativet er, at flere virksomheder har oplevet mangel på relevante softwarekompetencer og derfor må søge udviklingsmuligheder uden for kommunen.
For at vende denne udvikling har initiativtagerne stiftet House of Software Sønderborg, et nyt kraftcenter, som skal skabe vækst, innovation og flere muligheder for både erhvervsliv og borgere i området.
Med en ansøgning til Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst ønsker House of Software at sikre midler til etablering og opstart, så projektet kan realisere visionen om at styrke både erhvervsliv og bosætning i området.
Målet med det nye kraftcenter er, med opbakning fra kommunen og lokale aktører, at gøre Sønderborg til et attraktivt sted at bo og arbejde. Her skal digitale kompetencer og nye teknologier være med til at sikre fremtidens arbejdspladser og fastholde talenter. Initiativet understøtter Sønderborg Kommunes Masterplan for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst 2024-2030, hvor ambitionen er 2.000 flere arbejdspladser og 77.000 borgere i 2030.
House of Software skal bidrage til at bygge bro mellem uddannelser og erhvervsliv, tiltrække og fastholde talenter i lokale virksomheder, understøtte en stærk vækst og forbedre mulighederne for iværksætteri. Foreningen vil blandt andet facilitere workshops, tech talks og lokale tech messer, med fokus på nye teknologier som AI, IoT og Cloud, så viden bliver tilgængelig for virksomheder og medarbejdere i Sønderborg. Et udvikler-community og mentorordninger får til formål at styrke jobsikkerhed og fastholdelse af talenter i området.
Med investering i STEAR er Sønderborg allerede i gang med at accelerere forskningsbaseret innovation. Opbakningen til House of Software skal nu udvide dette arbejde og skabe et kraftcenter for grøn omstilling og softwareudvikling, hvilket kan tiltrække nye virksomheder og fastholde nyuddannede talenter fra SDU. Det er et skridt i retning af at positionere Sønderborg som et førende område indenfor teknologi og innovation.
Projektet bygger på samarbejde med aktører som SDU, EASV, STEAR, GOTO Sønderborg, Sønderborg Vækstråd og lokale virksomheder. House of Software vil blandt andet styrke den grønne omstilling med fokus på digitale teknologier, der understøtter den energiteknologiske styrkeposition i kommunen. Samtidig skal foreningen fastholde studerende i området gennem praktikpladser, studiejob og projektpartnerskaber.
Foreningen søger om 370.000 kr. til etableringsomkostninger, hvilket udgør halvdelen af det samlede budget for første år. Disse midler skal anvendes til bl.a. ansættelse af projektleder, markedsføring og opbygning af foreningens fundament.
House of Software har allerede opbakning fra flere lokale virksomheder og institutioner, og projektet forventes at få stor betydning for både erhvervsliv og bosætning i Sønderborg. Initiativet er en del af kommunens Masterplan for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst 2024-2030, hvor fokus er på at styrke lokale udviklingsaktiviteter, innovation og grøn omstilling.
https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=361c8f9b35