Sønderborg Kommune og Boligselskabet DANBO har taget første skridt mod en stor fornyelse af Havnbjergcentret. En ny arbejdsgruppe er netop nedsat og skal udarbejde et oplæg til Byrådet om omlægningen af området.
Planerne indebærer, at Havnbjergcentret skal omdannes til et attraktivt boligområde. Området skal forskønnes, og der skal etableres nye, grønne områder. De eksisterende butikker og liberalt erhverv i området bevares for at skabe tryghed og fortsat aktivitet.
I efteråret blev lokalplanen for en ny dagligvarebutik på hjørnet af Piledamsvej og Nordborgvej godkendt. Allerede i slutningen af uge 50 tages første spadestik til den nye Rema 1000, så Havnbjerg igen får en dagligvarebutik i byen.
Der arbejdes desuden på at opkøbe og nedrive den ejendom, hvor Coop365 tidligere havde til huse, for at give plads til nye, almene boliger. Samtidig planlægges det at fjerne den aflukkede viadukt under Piledamsvej til Tjørning. Dette vil give mulighed for at etablere et grønt område mellem det tidligere center og den kommende dagligvarebutik.
Boligselskabet DANBO har planer om at opføre mellem 50 og 70 boliger i to etaper. Før byggeriet kan begynde, skal der dog udarbejdes en lokalplan for det nye boligområde.
Sønderborg Kommune arbejder desuden sammen med foreningen Aktivt Havnbjerg Sogn om flere projekter, der har til formål at gøre Havnbjerg endnu mere attraktivt – både for nuværende beboere og tilflyttere.
https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=4cb9fab085